Logo sne_post

Klub / Aktiviteter
















Flotte resultater til OKR-løbere ved Danish Spring.

Andet år med Danish Spring- Chase & Relay- foregik i week-enden i Gribskov på en fin stævneplads ved Mårum. Som navnet lover, var der på trods af sneen og de lave temperaturer noget forårsagtigt over begge dage med høj solskin og ingen nedbør.

Arrangøren OK Øst havde lyttet til kritikken fra sidste år, så alle løbere i lørdagens Chase fik start, mål og publikumsposter på stævnepladsen til gensidig glæde for både publikum og løbere. Stafetterne lørdag aften og søndag foregik på velkendt vis med skift på stævnepladsen og publikumsstræk, så alle kunne følge konkurrencen tæt. Imens kunne der tankes op fra cafeteriet i et stort cirkustelt med bl.a. kaffe og ”kanelbular”, som ikke kun begejstrede de mange svenske løbere!

Andreas´ svenske hold vandt stafetten søndag.

Andreas Hougaard Boesen stillede i søndagens stafet op i Mens Open for Pan Kristianstad og løb den første tur på 10 km. Andreas lå hele ruten igennem forrest sammen med 5 andre løbere, som i hektisk tempo løb lige efter hinanden ind til skiftet til 2. tur. Gustav Wennerberg fastholdt på denne tur holdet i toppen, hvorefter Simon Thrane Hansen fra Søllerød OK debuterede for Kristianstad med et flot løb på tredje turen og løb ind på en 2. plads. Det lykkedes holdets sidste mand, Jacob Lööf, at overhale det førende hold og sørge for en overbevisende sejr mere end 6 minutter foran norske Lillomarka OL på 2. pladsen.

Danish Spring-Relay omfatter som sagt både en aften- og en dagstafet, hvor klubberne kan stille med flere løbere inden for den enkelte klasse. Da Pan Kristianstad kun deltog i søndagens konkurrence blev det ikke til en samlet placering, og Lillomarka OL vandt den samlede konkurrence.


Et hold fra OK Pan Kristianstad vandt søndagens stafetkonkurrence i Mens Open ved Danish Spring. Andreas Hougaard Boesen fra OKR ( i midten) løb 1.-turen. Til venstre ses Jacob Lööf, som løb sidsteturen. Til højre Simon Thrane Hansen (OK Søllerød), som løb tredjeturen. På billedet mangler 4.-manden, svenske Gustav Wennerberg, som måtte tage hjem straks efter at have løbet 2.-turen

2. plads til OKR i ved søndagens stafet.

OK Roskildes bedste placering søndag gik til Janne Brunstedt, Asger Jensen og Kent Pihl, som stillede op i klassen Masters 50. Janne sendte som den første i klassen sin næste løber ud på 2. turen. Asger Jensen holdt holdet tæt på 2. pladsen, mens Tisvilde Hegn OK her sikrede sig et forspring på knap to minutter i toppen. Kent Pihl løb holdet i mål på en samlet anden plads og viste dermed, at han er tilbage i stærk form.

Karoline vandt i W12 i lørdagens Chase

Chase handler om fællesstart i forskellige klasser med gaflinger, rigtigt mange poster på flere kort og et hæsblæsende tempo. Mange OKR-løbere tog udfordringen op og deltog i deres aldersklasse eller på åben bane.

Eliteklasserne får nye kort undervejs, mens de andre klasser fra starten fik udleveret et kort med poster på begge sider. Da postrækken på begge sider startede med post 1, selvom side 2 jo var en forlængelse af side 1, skabte det desværre problemer for nogle løbere. I den hektiske massestart startede en del løbere på kortets side 2, og andre fik vendt kortet forkert efter et tab af kortet i skoven. Det gav unødvendige diskvalifikationer bl.a. for Rasmus Møller Jess, som ellers havde forberedt sig rigtigt grundigt på Chase-løbet!

Hverken massestart eller kortforvirring slog dog Karoline Fonager Johansen ud af kurs, for hun drønede ind på 1. pladsen i W12- 8 sekunder foran nr. 2. Det blev til flotte femtepladser til Runø Ulsøe i W40 og Rasmus Krogh-Madsen i M12, og Kent Pihl sikrede sig en 6. plads i H50.

 
Karoline Fonager Johansen i mål efter et flot løb

Jytte Hougaard

Se resultater på Danish Spring's hjemmeside

Der kommer flere billeder fra Danish Spring senere.


okroskilde@okr.dk      Bjældevej 20, 4000 Roskilde      webteam@okr.dk     17. marts 2013