Logo stork

Klub / Aktiviteter
















Påskeløb i Alsace.

For 2 år siden var Jette og jeg til Påskeløb i Alsace, og det var en rigtig god oplevelse, så da der atter i år blev indbudt til Påskeløb i Alsace, var vi straks parate til at tage af sted igen.

I 2011 var løbene i den sydlige del af Alsace ved Mulhouse, mens det i år var rykket op midt i Alsace lidt nord for Colmar. Stævneby var den lille bjergby Thannenkirch, hvorfra 2 af etaperne gik. Selve Påskeløbene var lørdag, søndag og mandag, og herudover var der en prolog om fredagen.

Prologen var i den meget lille by, Zellenberg, der lå på en bakketop omgivet af vinmarker, så vi regnede med, at vi skulle løbe rundt på vinmarkerne. Det skulle vi så også; vi startede lige i udkanten af byen og løb direkte ud mellem vinstokkene. Det var tilladt at løbe på langs og mellem vinrækkerne, men ikke på tværs, så det var lidt som at skulle finde den rette hugning i en jysk plantage. Men nogle række stod på den ene led andre på den anden, så man skulle alligevel se sig godt for, så man ikke blev fanget et sted, hvor man ikke kunne komme videre; på den måde var det lidt som at løbe byløb. Sjovt og anderledes var det. Jeg gav den fuld gas mellem vinrækkerne og blev en sikker vinder i H65.

Selve Påskeløbene skulle blive noget mere strabadserende. Første etape var fra Thannenkirch, og det så meget bakket ud. Det var bakket og til tider meget stejlt. Ved første løb i et fremmed område har man det tit med at lave nogle dumme fejl, så jeg havde besluttet, at det ville jeg ikke; jeg skulle tage de sikre vejvalg og være omhyggelig med kortlæsningen. Starten gik, og jeg så straks det sikre stivejvalg rundt til post 1. Det kunne kun gå godt, jeg når næsten frem til posten, synes jeg løber over en lille mose, men ser ikke posten, så jeg bliver usikker og løber en unødvendig runde, tager mig sammen, læser mig ordentlig ind og løber direkte hen til posten, der var gemt bag punkthøjen. Det første bum var en realitet. De næste poster går fint, men så skal jeg have en sten på en stejl skrænt (post 7); den har jeg svært ved at finde; det er umuligt at få detaljerne på kortet til at passe med virkeligheden. Den næste, et hul, løber jeg helle ikke rent i, så alt i alt mange spildte min. Jeg taber mere end 15 min til vinderen af etapen og bliver nr. 12. Overraskende at placeringen ikke var dårligere, men det er alt for mange min at smide væk til de førende.

Anden etape har stævneplads midt i vinbyen Saint-hippolyte, der er omgivet af vinmarker, så vi regnede med, at noget af løbet ville være på vinmarkerne. Starten gik ude i skovkanten, og langt det meste af løbet gik på stejle bjergskråninger, hvor man på de længeres træk skulle se sig godt for, om det var muligt at spare nogle højdemeter ved at løbe uden om. Den sidste del af banen gik ned over vinmarkerne, så der fik vi fordel af at have prøvet det på prologen. Jeg havde et godt, sikkert løb uden større fejl, og endte i mål som nr. 3, bare 4 min efter vinderen; noget bedre end førstedagen. Sammenlagt rykkede jeg op som nr. 7.

Tredje etape var igen i Thannenkirch, så igen samme type terræn. De tre kort overlapper, så på sidste dag kom vi steder, hvor vi havde været både på 1. og 2. etape. Tredje etape var med omvendt jagtstart, dvs. de førende startede sidst. På strækket fra post 1 til post 2 skulle man meget ned og op, hvis man løb lige på, men jeg så, at ved at løbe bagud fra post 1, kunne jeg fange en sti, der gik hele vejen rundt til post 2. Jeg blev bekræftet i, at det var det rigtige vejvalg, da jeg lige før post 2 så ham, der startede 2 min før mig komme op af skrænten. Fra post 6 til 7 var der et rigtigt langt stræk, der var svært at overskue, men jeg så ingen mulighed for at undgå en klatretur; både højre og venstre vejvalget havde en meget stejl stigning sidst på strækket. Jeg kom banen rundt, totalt udmattet af bakkerne, uden større fejl, og det rakte til en andenplads på etapen kun 1 min efter vinderen. Da flere af de foranliggende konkurrenter var noget længere ude end jeg, ja så rykkede jeg op på 3. pladsen sammenlagt, så jeg måtte endnu en gang på podiet, nu sammen med påskeharen.

Jette var meget stabil i hendes præstationer; det blev til 6. pladser hver dag og også en samlet 6. plads.

Man må sige at franskmændene gør meget ud af både Påsken og deres orienteringsløb. Der var påskeudsmykninger overalt i de små byer, og jeg har aldrig set så bugnende præmieborde som her. Der må have været flere lastbiler fulde af præmier, og det var ikke beskedne præmier, men antallet af sponsorer var også enormt. Præmieoverrækkelsen efter sidste etape startede med, at en masse børn, måske alle dem der havde løbet børnebane, kom op til podiet, og de fik alle præmier.

 
Janne kæmper det sidste stykke op
 

Janne på påske podiet
 

Kort og vejvalg kan ses i O-kortmappen.

Resultater og billeder kan ses på hemmesiden for 3 Jours de Paques.


Det enorme præmiebord


Præmier til alle børn

Janne


okroskilde@okr.dk      Bjældevej 20, 4000 Roskilde      webteam@okr.dk     8. april 2013