Julen varer lige til påske – og i OK Roskilde kan vi tilføje, at påsken varer lige til Sankthans – næsten.
Ved klubbens afslutningsløb tirsdag aften ved Tadre Mølle lykkedes det efter ihærdige forsøg at forene de to pokalmodtagere iklædt OKR løbetrøjer sammen med pokalen og en fotograf – resultatet ses her.
Og for lige at repetere: Påskepokalen uddeles tre gange i løbet af klubbens traditionelle påsketur, nemlig efter hvert af de gennemførte tre løb. Kriterierne for tildelingen skifter fra år til år – i år skete de to første tildelinger efter meget åbne kriterier, mens den tredje tildeling skulle ske efter strengt sportslige.
Torsdag aften (efter 1. løb) blev pokalen tildelt Kim Baunehøj Pedersen som fortjent opmuntring for vel gennemført løb efter en lang skadespause.
Fredag aften blev pokalen tildelt de tre yngste deltagere Karoline, Lærke og Katrine som tak for at sprede humør og glæde omkring sig.
Lørdag efter løbet var der almindelig opbrudsstemning blandt deltagere, som kom fra målet – og det meget, meget kolde vejr indbød ikke til socialt samvær på stævnepladsen. Derfor blev det besluttet at udnævne pokalvinderen ved den efterfølgende tirsdags fællesspisning.
Det forløb dog ikke helt som planlagt – og undertegnede kvitterede for forvirringen med kage til alle deltagere ved løbet i går ved Tadre Mølle.
Men altså: Påskepokalen 2013 skulle uddeles efter sportslige kriterier – og efter en gennemgang af resultaterne i A-rækkerne faldt valget på, at pokalen i år måtte deles mellem to løbere: Stærkt rutinerede Anders Laage Kragh blev en samlet nr. 7 i H50A, 22 minutter efter den samlede vinder (54 løbere gennemførte denne klasse), og den i O-løbssammenhæng mindre rutinerede Jørgen Krogh blev en samlet nr. 5 i klassen H45AK, bare 16 minutter efter den samlede vinder (44 løbere gennemførte denne klasse).
Tillykke til de to!
Henrik Boesen
Jørgen Krogh og Anders Laage Kragh med påskepokalen