Logo skaerm_banner

Klub / Aktiviteter
















VTR-sæsonen er slut.

Lørdag blev der sat en afslutning på vinteren – i hvert fald når man snakker om VTR-løbene. Efter 12 gode træningsløb søndag efter søndag vinteren igennem – skulle finalen afvikles i Jyderup Skov med Holbæk OK som flinke værter. Der var lidt forår i luften – og stævnepladsen i grusgraven lå godt i læ for den kolde blæst. I øvrigt lidt specielt, at opløbet foregik ned ad grusgravens 25 meter stejle skrænt!

Fra OK Roskilde var fremmødet til finalen beskedent – kun deltagere, der havde en god chance for en præmie, mødte frem. Ligeledes fra de øvrige klubber. Så finalestævnet blev – endnu en gang – en lidt tam omgang. Man bør nok nytænke modellen fremover. Hovedtanken er jo, at vi kommer ud at løbe i de sjællandske skove søndag efter søndag vinteren igennem. En gennemgående konkurrencen virker også ansporende. Men en konkurrenceform, hvor finaleløbet er nærmest altafgørende – og med for stor en grad af tilfældighed, falder tilsyneladende ikke i løbernes smag.

Men de ihærdige OK Roskilde-løbere, der var med, fik alle del i det store præmiebord:

Lærke Ravnholt Jensen vandt grøn bane med en pointhøst gennem vinteren på 598 point af 600 mulige. Tina Ravnholt var på forhånd sikker på at vinde hvid bane med maksimumpoint, og kunne tillade sig at løbe gul bane på finaledagen. Dagens tredje sejr kom i "Sort Kort", hvor Morten Jensen med en margin på 26 sekunder sikrede sig sejren over Lars Brøndsel, O-63. Den røde Golf var således fyldt godt op med rødvin og påskeæg.

I klassen "Sort Mellem" har Casper Lindemann været stærkest gennem hele vinteren; men måtte se sig slået i finalen af Gunnar Grue-Sørensen. Ikke et helt retfærdigt udfald, når man kigger på resultaterne for hele sæsonen.

Der var også andenpladser til Preben Kristensen (Sort Mini), Steen Baunehøj (Sort Mini +60) og Hanne Pedersen (Sort Kort). Svend Christiansen sluttede på tredjepladsen i "Sort Lang" - og ligeledes Mogens Bruun i "Sort Mini".

 
Lærke har fået sin præmie!
 

Holbæk OK stod i øvrigt for et flot arrangement!

Morten

Resultater fra Finaleløbet 9/3 og pointstillingen efter finalen.


okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde         webteam@okr.dk     11. marts 2013