Logo Efterår

Klub / Aktiviteter

















Portugal "O" Meeting 2025.

Portugal "O" Meeting fandt i år sted 1.-3. marts i Algarve i det sydligste Portugal, så der var direkte fly forbindelse fra København til Faro, og alle løb var højst 20 km herfra. Løbet var et 4-dages etapeløb med samlet resultat. Desuden var der 2 natsprintløb, der havde deres egen samlede resultat. I år var der tilmeldt mere end 2300 løbere fra 38 lande, så det er et rigtig stort internationalt stævne. Omkring 70 danskere havde fundet til Algarve heraf 4 fra OK Roskilde: Inge Jørgensen, Jette Kreiberg (der dog ikke kunne løbe), Janne Brunstedt og Ole Svendsen.

Som det sig bør ved større internationale løb var der først et Model event, så man kan få et indtryk af hvordan kort og postplaceringer kan være. Det foregik i et lille område tæt på stævnecenteret, som var på Algarve Stadium.

Første etape var en mellemdistance i et område, der hed Ludo. Det lå kun 2,5 km fra stævne-centeret, men der var ingen parkeringsmulighed tættere på, så man skulle parkere ved stævnecenteret, og så var der bustransport til start og tilbage efter målgang. Det samme var tilfældet ved 2. etape. Terrænet var typisk pinjeskov med en del stikkende underskov, og der var en del ret diffuse og bakkede områder. Der var lagt en rigtig god mellemdistance bane med mange retningsskift og korte stræk i især de diffuse områder. Inge og Janne klarede 1. etape bedst ved at blive nr. 3 og 6 i henholdsvis W80 og M75.

Den 1. natsprint blev løbet i området lige omkring stævnecenteret, hvor der var noget parklignende terræn. Kun Ole og Inge løb dette løb, og Ole klarede sig bedst ved at blive nr. 5 i M80. Inge løb på en rigtig god tid, men manglede desværre en post.

  ole.jpg
Ole til natsprinten i Quarteira

Anden etaper var langdistance med samme startsted som 1. etape, men banerne gik noget sydligere, så man kom ud i et nyt ret interessant område. Terrænet var mest åbent med spredt bevoksning, men meget varieret, og der var lavet nogle gode udfordrende baner. Inge vandt denne etape; hun førte fra start til mål, og kun et par mindre bum til sidst gjorde, at hun ikke vandt med mere end lidt over 1 min i W80. Janne have også et godt løb og blev nr. 2 i M75. Ole havde et fejlfrit løb og blev nr. 10 i M80.

inge.jpg
Inge lige efter starten på 2. etape

Vejret var dejlig lunt omkring 16 grader og sol, men der kom nogle voldsomme regnbyger. Vi var heldige at have tidlig start, da regnen først startede omkring kl. 12.

Anden natsprint blev arrangeret i Quarteira, en by nede ved kysten. Der var noget forvirring på POMs hjemmeside om, hvor stævnepladsen var; der var angivet forskellige steder, men det lykkedes vist de fleste at finde det rigtige sted. Det var en OK sprint, men uden egentlige vejvalg. Inge vandt også dette løb og Ole blev nr. 6, mens det denne aften blev Jannes tur til at komme i mål uden alle poster.

De 2 sidste etaper var i Canil, der var karakteriseret ved 2 ting. Området var meget plantage agtigt - bl.a. oliven træer - med mere eller mindre spredt bevoksning og en del stendiger. Der var et område med motor cross spor, som var meget forvirrende, og her var der mange poster på 3. etape, som var en mellemdistance. De forgående dages regn havde gjort hele området meget blødt og området med motor cross sporene var meget mudrede, med noget meget klægt ler, der blev hængene i skoene, så skoene blev tungere og tungere, og til sidst kunne man næste ikke løfte benene, så det blev et par fysisk meget krævende ture. På 3. etape blev Janne nr. 2, Inge nr. 7 - efter et stort bum, og ole blev nr. 26. På 4. og sidste etape, langdistance, blev Janne igen nr. 2, Inge nr. 3 og Ole nr. 27.

janne.jpg
Janne ved starten på 3. etape

Alt i alt efter de fire etaper blev det til en samlet 2. plads til Janne i M75 (af 102 startende) og en 3. plads til Inge i W80 (af 26), og Ole blev samlet nr 27 (af 48 startende).

Se kort og vejvalg i Livelox og/eller O-kortmappen

Det var en stor oplevelse at deltage i Portugal "O" Meeting, et meget velorganiseret stævne med mange deltagere. Det arrangeres hvert år forskellige steder i Portugal og kan varm anbefales.

pom_inge.jpg
Inge på podiet

pom_janne.jpg
Janne på podiet

Her kan du se mere om Portugal "O" Meeting

mudder.jpg
Mudder på stævnepladsen

jette.jpg
Fotografen, der desværre ikke kunne løbe

Janne


okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde         webteam@okr.dk     7. marts 2025