Logo Spanien

Klub / Aktiviteter
















Sommerferie O-løb 2013 (Slides fra klubaftenen den 13/11)

For de der ikke kunne være med på klubaftenen den 13. november og for de der evt. lige vil have en opfriskning, følger her en kort gennemgang af mulighederne for en klubtur til O-løb i sommerferien. Herudover er der mulighed for at se/gense præsentationen (let forkortet).

Med udgangspunkt i den internationale kalender har jeg valgt de løb, der er i skolernes sommerferie og kun medtaget dem der er i Europa. Omtalen er derfor begrænset til:

Tjekiet: Junior VM (JWOC) med JWOC-Tour, Hradec Kralove, 30 juni-7 juli.
Tidligere har vi været på klubtur til Junior VM i både Schweiz og Italien og senest deltog vi i publikumsløbene ved Junior VM omkring Ålborg. I 2013 er det muligt at heppe på de danske deltagere ved Junior VM i Tjekiet omkring Hradec Kralove, hvor der samtidigt afvikles publikumsløb, JWOC-Tour. Endnu er der ikke megen information om JWOC-Tour, men formentlig er løbene i de samme terræner som JWOC, hvor der bydes på typisk kontinentalt terræn, dvs fysisk krævende men teknisk forholdsvis simpelt. Se mere om JWOC og JWOC-Tour.

Finland: Senior VM (WOC) med Kainuu O Week, Vuokatti, 6-14 juli.
I 2013 er der untagelsvis ikke finsk 5-dages. Til gengæld er der VM (WOC) og samtidig Kainuu O-Week i de samme terræner. WOC, og Kainuu O Week, foregår i den nordlige del af Finland. De finske skove minder ofte om svenske terræner og WOC ser ud til at skulle løbes i relativt åben nåleskov med en del kupering, så det skal nok blive interesant. Selv om turen til Finland er lidt lang, er det en meget smuk tur at sejle fra Stockholm til Turku eller Helsinki gennem den svenske og finske skærgård. Her er mere information om WOC 2013 og Kainuu O-Week.

Frankrig: 5-dages løb, O'Tramontane, Font Romeu og Narbonne, 13-18 juli.
Fransk 5-dages er en begivenhed der ofte tiltrækker mange dansk orienteringsløbere. Til sommer er de 3 af løbene helt nede ved Pyrenæerne tæt på Spanien og Andorra, mens de sidste 2 er ved Narbonne. Desværre er der endnu ikke megen informmation om terræn mm. Tour de France kommer igennem området den 6. juli, så måske kan man kombinere de 2 events. Se mere om Fransk 5-dages (O'Tramontane).

Sverige: O-Ringen, Svensk 5 dagars, Boden, 20-26 juli.
Den traditionsrige O-Ringen foregår i 2013 i Svensk Lapland i det nordlige Sverige med stævneby i Boden. Det er altid spændende at deltage i verdens største etapeløb, og det er der mange OKR-løbere, der har gjort gennem årerne. Området omkring Boden er meget varieret vildmarks terræn med middel til stærk kupering. For det meste er der god gennemløbelighed, men der forekommer områder, der er meget stenede. Man vil få rig lejlighed til at teste sin evne til at holde højde, når man skal på tværs af bakkerne, og selv om bakkerne er store, vil der blive brug for omhyggelig finorientering til postplaceringer ved små detaljer. Se meget mere på O-Ringens hjemmeside.

Slovenien: Orienteering Online Cup, Bohinjska Bistrica, 26-30 juli.
Det er blevet en tradition at der er OO-Cup i Slovenien hvert år, og ved at være en tradition, at der er deltagere fra OK Roskilde hvert år. Siden 2004, hvor vi var 10 løbere fra OKR der deltog i OO-Cup, har mange flere efterhåndet været til OO-Cup i det lille, spændende land med de meget anderledes terræner, og vi er alle kommet hjem fra Slovenien med nogle O-oplevelser ud over det sædvanlige. I 2013 bliver OO-Cup arrangeret tæt på Triglav nationalparken i det nordvestlige hjørne af Slovenien. Stævnecenter er i Bohinj ved søen af samme navn, og der vil uden tvivl blive budt på spændende og krævende orientering i typisk karst terræn, og har man energi til overs, er der rig mulighed for at nyde den fantastiske natur i området. Slovenien er et lille land med en lille gruppe meget entusiastiske O-løbere, der gør et stor arbejde, for at fremme O-sporten i landet. Slovenien har desuden stort set alt en nysgerrig turist kan ønske sig. Se mere på OO-Cup's hjemmeside

Italien: 5 days of the Apennines, Rovegno, 27 juli-1 august.
Italiensk 5 dages plejer også at være et tilløbsstykke for solhungrende nordboere. Ofte har det været i området syd for Dolomitterne, men i år er Appeninerne lige nord for Genova valgt, formentlig for nærheden til Torino, hvor Veteran VM arrangeres i nærheden af ugen efter. Områderne der skal løbes i ser interresante ud, temmeligt kuperet med både bøgeskov, kastanieskov og højtliggende helt åbne områder. En af etaperne er sprint, der løbes i Genovas gamle bydel. Se mere om 5 days of the Apennines.

Skotland: Scottish 6 Days, Forres (Inverness), 28 juli-3 august.
Der er skotsk 6 dages hvert andet år, så i 2013 er der igen mulighed for at løbe O-løb og smage på whisky. 2013 udgaven arrangeres lige øst for Inverness i whisky landet Moray. Ud over whisky destillerier har Moray masser at byde på; bl. a. gode strande, masser af dyreliv og slotte, alt hvad der hører til i det skotske højland. De fleste etaper går i kystnære områder med klitter og meget detaljerede kurvebilleder. I 2015 arrangeres der WOC (VM) i samme område, så har man planer om at deltage der, vil Scottish 6 Days 2013 være en god anledning til at stifte bekendskab med terræntypen. Se mere om Scottish 6 Days.

Italien: Veteran VM (WMOC), Sestriere, 2-10 august.
Italien arrangerer i 2013 World Masters Orienteering Championships (WMOC) stævnecenter i bjergbyen Sestriere, der ligger i det vestlige Norditalien, tæt på grænsen til Frankrig. Området byder på typisk storkuperet kontinentalt, højtliggende terræn, op til 2300 m. Gennemløbeligheden er generelt god i nåleskov med åbne områder, f.eks. ski pister. WMOC plejer at være rigtig godt organiseret, da det er IOF, der står for arrangementet, og der bydes på de bedste terræner i området. Kan de italienske arrangøre leve op til de senere års arrangementer, så bliver det godt. Allerede nu har over 1200 tilmeldt sig, heraf ca. 30 danskere. Første deadline for tilmelding er 30. november, herefter bliver det lidt dyere, men man kan tilmelde sig helt frem til 30. juni. Der er selvfølgelig også baner for de, der ikke er gamle nok til at deltage i Veteran VM. Se mere om WMOC i Italien.

3-dages løb i Danmark/Sverige.
Er man ikke til de længere ture til O-løb i udlandet, så er der flere muligheder for lidt ferie O-løb i Danmark eller i Sverige tæt på Danmark. I løbet af sommeren er der flere 3-dages stævner bl.a.:

Konklusion:
Der blev ikke taget nogen beslutning om klubtur på klubaftenen, men der var god stemning for Orienteering Online Cup i Slovenien. Andre har allerede besluttet sig for O-Ringen i Halland eller WMOC i Italien. Hvad du end beslutter dig for, så check tilmeldingsfristerne; der er ofte en del at spare ved tidlig tilmelding.
"Blokken" er der oprettet en kategori om Sommer O-løb, hvor alle er velkomne til at komme med deres forslag og bemærkninger.

Her kan du se præsentationen fra klubaftenen (hav tålmodighed, det er en stor fil).

Janne


okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde       webteam@okr.dk     16. november 2012